Højmesse v/ Werner Fischer-Nielsen

26.02.2012 kl. 10:30 - 11:30

 

Velkommen til gudstjeneste på første søndag i fasten. 

Vi har den glæde, at der er dåb ved denne gudstjeneste. Børn med lys i hænderne vil lede dåbsbørnene ind i kirken.

Ungdomskoret medvirker, og der er gudstjenestegruppe. 

Efter gudstjenesten sælger børn fra Troelstrupgård hjemmelavede ting uden for kirken. Pengene går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp. Dette er en lille påmindelse om sogneindsamlingen til samme formål, som finder sted på næste søndag den 4. marts. Man kan allerede melde sig som indsamler.

Prædikenen ved gudstjenesten tager udgangspunkt i dagens prædiketekst, hvor disciplene diskuterer, hvem der mon er den største, og hvor Jesus giver dem en helt anden målestok for stort og småt..

Nedenstående er først en genfortælling af den historie, der hører til dagen. Derefter den autoriserede prædiketekst. 

Hvis du har lyst til at give præsten gode idéer til udlægningen af teksten, så skriv til Werner Fischer-Nielsen på mail WFN@KM.DK 

 

 

1. søndag i fasten B

Lukas 22,24-32: Striden om at være den største

 

Det var den allersidste gang, Jesus var sammen med sine disciple. Der var skærtorsdag aften, hvor alle jøder spiste sammen med deres nærmeste på en særlig måde efter deres traditioner. Den store påskeaften, hvor er skulle være fred og glæde – næsten ligesom vores juleaften.

       Jesus havde også inviteret sine disciple ud, og de havde spist sammen. Der var en særlig stemning, for Jesus havde fortalt dem, at det var sidste gang, han spiste sammen med dem på denne jord. Han havde givet dem et lille stykke brød og en lille slurk vin og sagt, at det var hans legeme og blod, de fik. Og når de i fremtiden mødtes, skulle de gøre på samme måde. De skulle tage lidt brød og vin og tænke på, at han stadig var dem lige så nær som brødet, de spiste, og vinen, de drak. 

       De forstod ikke så meget lige i øjeblikket. Men de tænkte, at det skulle de nok gøre.

 

Lidt efter kom de til at tænke på noget helt andet. Det var så småt gået op for dem, at Jesus snart ikke var hos dem længere. Men hvem skulle så være deres leder? Hvem var den største og mest betydningsfulde af disciplene? Det diskuterede de længe, sikkert med hviskende stemmer, for de var nok klar over, at det ikke var så passende at skændes om det på denne højtidelige og alvorstunge aften. ”Jeg er ældst,” sagde den ene, ”så det er mig.” ”Jeg har fulgtes med Jesus i længst tid,” sagde den anden. ”Jeg er bedst til at holde taler,” sagde den tredje. Der var mange forskellige ting, de kunne prale med, og som de mente gjorde dem til den mest betydningsfulde. Til sidst råbte de alligevel så højt, at Jesus ikke kunne undgå at høre det.

       Han sagde: ”Det kan godt være, at det i den almindelige verden drejer sig om, hvem der er størst, og hvem der har magt over andre. Men sådan skal det ikke være hos jer. Den største skal opføre sig som om, han er mindst. Hvis I vil være store, så skal I ikke være det ved at bruge jeres magt til at klemme andre ned. Nej, hvis I vil være store, skal I være store i kærlighed. I skal være store ved at bøje jer ned og hjælpe de andre.”

       Jesus rejste sig, løftede vinbægeret og sagde: ”Men kan tænke over, hvem der er mest betydningsfuld: Er det den, der sidder ved bordet, eller der det den tjener, der kommer med maden og vinen? De fleste vil sikker mene, at det er den, der sidder ved bordet. Men tænk på, at for lidt siden var det mig, der gav jer brødet og vinen. Jeg er som en tjener for jer. Sådan skal I også være for hinanden. Det med at være den største og mest betydningsfulde, det er noget pjat at tænke på!”

 

 

Den autoriserede tekst: Lukas 22,24-32

v24  De kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. v25  Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. v26  Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. v27  For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

v28  Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, v29  og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, v30  for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.

v31  Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; v32  men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« v33  Simon Peter sagde til ham: »Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.« v34  Men han svarede: »Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.«

 

<- Tilbage

Læs Kirkenyt her

Haslev Kirke bygger

Kirken anlægger nyt våbenhus og lokaler til kirkens aktiviteter. Her kan du se flere billeder og læse nyt om byggeriet.

Stålprofiler tegner omridset af det nye våbenhus

Se dagens ord