Paraften 2. november kl. 18.30 om intimitet

10.10.2017

De senere år har Haslev Kirke inviteret til en paraften for par under 50 år. Aftnernes formål er at inspirere par til at pleje deres forhold til gavn for dem selv og for hele familien. Dette år handler det om intimitet.

Paraften: En aften om intimitet og sex torsdag d. 2. november kl. 18.30

Haslev Kirke inviterer til en aften, der giver mulighed for at sætte fokus på parforholdet.

Vi indleder i kirken med sange, musik og store ord, der sætter livet i parforholdet ind i en kirkelig ramme. Derefter er der tapas og vin (husk at medbringe appetit), inden vi hører oplæg ved Helle Fjord om, hvorfor det er vigtigt at give seksualitet og intimitet plads, hvis man vil pleje sin parrelation:

Sexolog og parterapeut Helle Fjord:

”I en tid, hvor perfektion på stort set alle felter af vores livsarena presser seksualitetens betydning, er kærligheden og parforholdet næsten konstant udfordret. Særligt fordi det fysiske nærvær, sexliv og erotisk samvær for mange bliver degraderet til et sidste punkt på to-do listen, når dagen er ved at rinde ud, og trætheden vokser. Derfor bliver sexlivet over tid begrænset til en flygtig stund, hvor der alligevel ikke er tid, energi eller overskud til andet end ”konventionel” sex – og hvem gider det i længden?”

Helle Fjordvil i løbet af sit oplæg komme ind på, hvor vigtigt det er at nære, udvikle og have fokus på det intime samvær i et parforhold. Hun vil fortælle om hvilke faktorer, der direkte kan påvirke intimiteten og lysten i et parforhold og bringe kontakten, trygheden og tilliden i fare. Hun vil desuden give en introduktion til, hvad forskellen er på den feminine og maskuline seksualitet, og hvordan man netop ved at kende til disse forskelle kan styrke samværet. Foredraget vil være krydret med en god blanding af humor og alvor, og deltagerne vil få konkrete råd med hjem, der kan styrke intimiteten i kærligheden, således at det bliver en indtægt for alle i familien. Der vil være tid til samtale undervejs. Singler eller kun den ene part i et forhold er også meget velkomne!

Tilbuddet er åbent for alle – men vi vil gerne sætte en aldersgrænse: Det er kun for jer, der er under 50 år (ca.). Når vi skriver direkte til jer, som har fået barn døbt for nylig eller er rimelig nygifte, er det blot for at kommunikere direkte til en gruppe. I må gerne dele invitationen med andre, ja, det håber vi faktisk, at I vil gøre, og det er ingen forudsætning, at man har børn, eller at man er viet i en kirke.

Tilmelding er nødvendig af hensyn til traktement og gennemførelse, senest d. 26. oktober. Tilmelding foregår til en af kirkens præster (se nedenfor). Eller kirkens kontor: kontor@haslevkirke.dk. Pris for traktement: kr. 50,- som betales på aftenen.

Med venlig hilsen

Marie Rørbæk, 56 31 24 31, maroe@km.dk

Ole Bjerglund Thomsen, 56 31 11 03, ot@km.dk.

Del dette: