Tekster og prædikentanker til påsketiden under nedlukningen

Haslev Kirke deler videohilsner, nyhedsbreve m.m. i denne tid, men nogle vil gerne have søndagens prædiken på skrift. Derfor finder man her præsternes prædikenrefleksioner fra palmesøndag 2020 og fremad. 

6. søndag efter påske

Af Anders Damkjer

 

Evangelietekst

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« (Johannesevangeliet 17,20-26)

 

Kærlighedens fællesskab midt i det uperfekte

Vi hører i dagens tekst Jesu bøn om, at verden må få øje på og kende Guds kærlighed gennem disciplenes fællesskab med hinanden. Det var en bøn for den første kirke, hvis lille fællesskab var truet af stærke udefrakommende kræfter. Og det var også en bøn, som Johannesevangeliets læserskare kunne tage til sig. For de levede efter alt at dømme også i en situation, hvor udefrakommende kræfter truede deres fællesskab med forfølgelser, og med forsøg på at så splid i blandt dem.

At holde sammen under sådan et pres var ikke let. Og når vi hører ordene fra Apostlenes Gerninger om at de ”i enighed holdt fast ved bønnen”, så handlede det ikke bare om at være trofaste kirkegængere, men om at holde fast i fællesskabet under dette store pres.

Men bønnen om at fællesskabets enhed må bevares, den handler ikke kun om udefrakommende pres og trusler. Disciplene var jo også almindelige kødelige mennesker som alle andre, med tendens til at kunne havne i splid, kliker og uskønne magtkampe.

Men skulle det virkelig være planen for at verden skulle få øje på Guds kærlighed? Et så skrøbeligt og lille fællesskabs enhed? Det virker i det hele taget ret sårbart, og så er det vel også helt på plads med en bøn! Meget kunne gå galt. Og hvis det var og er planen, så er den også svær at leve op til, for ikke at sige umulig. Men omvendt er det vel lige præcis det, mange ville forvente. For det lyder da hult, at det sted og et fællesskab, hvor Guds uovervindelige kærlighed forkyndes, skulle være fuld af splid, eller skulle bukke under for ydre pres og modkultur.

Den slags forventninger er ikke forbeholdt kirker, men alle, der på en eller anden måde forventes at være garant for noget. Og vi har det nogle gange med at sætte barren i en højde ingen kan leve op til.  Vi opstiller idealer, vi ikke kan honorere, og så må vi vælge én af to ting: at give op eller forsøge at fremstå som om alt er godt. Vi bliver fanget i den opfattelse, at kun det perfekte er godt nok. At det enten må være alt eller intet.

Men Jesu bøn ligger langt fra disse uopnåelige idealer, vi så let kan stille op for os selv og hinanden. Det er en bøn, der lyder på baggrund af et budskab, der siger det stik modsatte: at Guds kærlighed ikke er for fin og ophøjet til at være i vores uperfekte fællesskaber. Og dét vækker tro! Og måske skulle vi hellere øve os i at fortælle om alt det uperfekte, hvis vi skulle vise kærlighed og enhed, for det er netop det befriende og oplivende, at kærligheden er at finde lige der i det uperfekte. For det fortæller os, at kærlighedens fællesskab også gælder for os, selv når vi har måttet sande, at skønmaleriet er krakeleret og idealet var umuligt at nå.

Om vi er elskede og forbundne i kærlighed er ikke noget, der kan bedømmes ud fra, hvor gode vi ser ud sammen, eller hvor hyggeligt vi har det med andre, eller de omstændigheder, vi befinder os i. Når vi erkender det, så tillader det os også, at finde fællesskabet under de forhold, der langt fra synes ideelle for fællesskabet – uanset hvor mange kræfter både i os og uden for os, der søger at skabe splid og adskillelse. Og det finder jeg især opmuntrende i en tid, som denne, hvor mange af os har savnet fællesskabets nærvær, og ikke mindst gudstjenestefællesskabet i kirkerummet, som vi nu igen så småt har taget hul på.

Det er en kerne i vores forståelse af gudstjenestefællesskabet: at være forsamlet om kærlighedens ord i bøn, sang, nadver, forkyndelse og velsignelse. Og vi har dannet os billeder af, hvordan det skal se ud. Ligesom vi også gør det med så mange andre af livets fællesskaber. Når de billeder brydes af krise – store som små – så fælder vi let dom over fællesskabet og kærligheden ud fra vores idealer. Men Jesu bøn om enhed er ikke sådan en dom. Det er det stik modsatte. Det er netop en bøn om, at vi også må kende kærlighedens fællesskab i sådan en virkelighed – midt i det skrøbelige og uperfekte. Det er den bedende og søge kærlighed, vi læser om. En kærlighed, som ikke kan slås ihjel, men som bliver ved med at søge og finde veje i en verden fuld af brud, ridser og buler.

I denne bøn møder vi en kærlighed, der kan binde os sammen på trods af fjendskab, virus og mislykkede relationer. Det er en kærlighed, der ikke binder umulige byrder af idealer sammen og lægger dem på os. Det er tvært i mod en kærlighed, som søger det mulige, lige i den situation, vi står i - og som fortæller os: "det rækker for nu".

Og det sætter os også fri til at glæde os over det, vi har lige nu og her, samtidig med at vi sukker i længsel efter mere - i en tid, hvor virus, skilte, afspærringer og værnemidler holder os på afstand. Vi er ikke tvunget til at klistre et smil på og sige, her går det godt. Men vi er heller ikke dømt til fortvivlelse. Vi kan med ligeså god ret sige ud gennem alle buler og ridser, at her går det godt. For begge dele er sandt. Bag den skrøbelige og uperfekte virkelighed, vi erfarer, står en evig ubrydelig kærlighed, der altid søger og beder og finder en vej for os i fællesskabet.

 

Bøn

Gud, Fader, Søn og Helligånd,

vi takker dig for det fællesskab, du har givet os del i.

Vi beder dig: Når vi kun kan få øje på vores fejltrin og brudte forhold,

og når vi føler os alene og savner nogen at tale med og holde om,

mind os da om, at du lider med os og beder for os.

Og når forventninger og krav vokser os over hovedet, så hjælp os med at give slip.

Og hjælp os til at stole på, at du til stadighed elsker os med den samme kærlighed, som intet kan skille os fra. Amen.

 

Salme: 289 Nu bede vi den Helligånd

1. Nu bede vi den Helligånd
at sammenknytte os ved troens bånd
og til verdens ende
kirken at bevare,
nådig at afvende
al dens nød og fare.
Herre, hør vor bøn!

2. Du lysets Ånd! opklar os så,
at i sin herlighed kan for os stå
Herren, vi tilbede,
Guds den elskelige,
som os vil indlede
i sin Faders rige!
Herre, hør vor bøn!

3. Du kærlighedens Ånd! indgyd
i Herrens samfund kærlighedens fryd,
så vi glade vandre,
Jesus, mellem dine,
elskende hverandre,
som Gud elsker sine!
Herre, hør vor bøn!

4. O Talsmand! lad os finde trøst,
som barnet finder den ved moders bryst,
i din søde stemme,
så al vor elende
smilende vi glemme
over salig ende!
Herre, hør vor bøn!

5. Ja, sandheds Ånd! forvis os på,
at også vi er af Gud Faders små!
Da er sorgen slukket,
da er perlen fundet,
Paradis oplukket,
døden overvundet.
Herre, hør vor bøn!

 

Martin Luther 1524. (Dansk 1529).
Ove Malling 1798. N.F.S. Grundtvig 1836.

.

 

 

Kristi Himmelfarts Dag

Af Ole Bjerglund Thomsen

Evangelietekst:

 »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. (Luk 24,46-53)

Giv os himlen tilbage!

Kirken blev åbnet her til Kristi Himmelfart som led i den gradvise genåbning efter coronakrisen. Og hvor er den sammenhæng mellem åbning og himmelfart egentlig fin og symbolsk, for himmelfarten er også en slags åbning. Åbning til et andet rum. Himmelrummet, Guds rum.  

Himmelfarten er en dag, der kan være med til gøre os opmærksomme på, at vi har brug for himmelrummet over os og universet. Hvis vi alene fokuserer på det jordiske, så risikerer vi at indsnævre livsrummet. Når vi skuer nedad mod jorden, når vi glemmer det store rum, risikerer vi at blive smålige. Men himmelhvælvingen i sin grænseløshed virker generøs og pladsgivende, den lukker os op, bryder vores selvkredsen, gør os mere generøse. Når vi kigger op mod himlen, mærker vi, at vi er små, og at vores færden må sættes i forhold til helheden, det andet menneskes vel, klodens vel.

Vi har brug for himmelbevidsthed, for at tage vare på kloden, tage vare på andre mennesker. For himmelrummet giver os plads og åbner os for også at give andre mennesker plads.

Dagens tekst siger, at Jesus blev båret op til himlen, så det kommer til at lyde meget bogstaveligt. Men det er jo ikke sådan, at Kristus bare skal op i skyhøjde eller ud i en bestemt galakse. Nej, der er vel tale om himmelfart ind i en anden dimension, Guds større virkelighed end vores jordbundne. Kristus bryder vores kategorier, han åbner rummet, han åbner vores horisonter – og han åbner dermed vores forståelse af Gud og Guds tilstedeværelse, som noget, der rækker ud over vores muligheder, men samtidig vil række os nye muligheder.

Himmelfarten er Kristi afrejse fra det konkrete jordiske for at han kan være til stede over alt i universet – i sin guddommelige egenskab. Sådan er Kristus. Sådan er Gud.

Vi lever stadig her, og det er godt. Igennem længere tid har vi været rumligt begrænsede pga. forsamlingsforbud. Det har helt sikkert lært os, at det rumlige og fysiske har vi brug for.

Når vi hænger for meget ved det jordiske, har vi brug for at få himlen tilbage. Når vi har været lukket ude af kirken, har vi brug for at få kirkerummet tilbage.

I kirken mødes vi af ordet om Guds himmelske generøsitet og løftet om, at Kristus efter himmelfarten er tilstede ikke bare hér, men overalt. 

Så lad os gå ud for at give mennesker himlen tilbage!

 

Bøn:

Gud, vi takker dig for, at himmelfart ikke betyder, at du er væk, men at du netop er overalt for at være hos alle.

Tilgiv os, når vi kigger ned, bliver smålige og indskrænkede.

Løft vore hoveder, så vi ser din storhed, så vi lærer af  himmelrummet og giver rum og plads til andre.

Vær du med enhver, vær med den, der er ængstelig, og den, der oplever mørke og meningsløshed.

Vær med vor land og folk. Hjælps os alle til at få det rette perspektiv på verdens tilstand og tilværelsens udfordringer.

Lad os ikke fortabe os i småting, men se, hvad der er vigtigt og sammen gå den rette vej. Må vi fortsat skabe et åbent og frit samfund, hvor respekt og omtanke præger vores adfærd. Amen

 

Salme: Du forsvandt ind i skyen

1. Du forsvandt ind i skyen

og forlod vores sted

for at være helt nær alle steder.

Du gik ud af vor tid,

så hvert eneste nu

rummer glimt af de evige glæder.

 

2. Du er ikke forsvundet,

vi skal ikke se op

for at finde dig, Kristus, bag skyer.

For din himmel er her,

når din kærlighed sker

midt i folkeslag, kirker og byer.

 

3. Og du sender din talsmand,

denne kærlige Ånd,

som vil lære os alt, vi kan rumme,

så det dunkle blir lyst

og vor sorg finder trøst - ,

vores lovsang skal aldrig forstumme.

 

4. Det er himmelfartsglæden,

at du lever i os

og går med os til jorderigs ende,

at du sender os ud

over grænser og skel,

for at alle Guds godhed skal kende.

 

Holger Lissner, 2007 2011

 

 

 


 

Ord til 5. søndag efter påske: om mod, håb og freds-ånd

Af Anders Damkjer

Evangelietekst:

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« (Johannesevangeliet 17, 1-11)

Noget af det, som er fælles for denne søndags tekster er det, der kunne beskrives som frygten for, hvad der sker, når der ikke er nogen synlig og tydelig leder mere. Falder alt så ikke fra hinanden? Er det så overhovedet muligt at finde vej sammen på fredelig vis? Situationen i evangelieteksten er den, at Jesus står over for snart at skulle forlade sine disciple - og gå til sin fader. Og vi nærmer os jo netop også den helligdag, hvor vi markerer den begivenhed - Kristi Himmelfart. Jesus beder en bøn om, at de må være ét ligesom faderen og sønnen - og at de må blive ved Faderens navn.

Andre af teksterne handler om noget tilsvarende. At den ånd, der leder til et liv i indbyrdes fred og fællesskab må være at finde i fællesskabet. 'Find nogle personer fuld af ånd og visdom i blandt jer', lyder det f.eks. Eller: "Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed." (Du kan læse de øvrige tekster i salmebogen, s. 1159f. eller her: https://www.bibelselskabet.dk/5-s-efter-paaske-fra-anden-raekke)

Den slags spørgsmål og tvivl om, hvorvidt vi kan klare os uden det tryghedsskabende lederskab, møder os i mange af livets situationer. Når unge mennesker skal til at stå på egne ben. Når en respekteret leder forlader sin post i erhvervslivet, eller måske i det politiske liv. Eller som nu for tiden, når der åbnes mere op for samfundet, og mere overlades til den enkeltes hensynsfuldhed med hensyn til begrænsning af smitte. Og i dyrelivet vil vi snart se sådan en situation så fint illustreret, når de unge fugle skal lette fra reden. Og nogen af os kan vel nok mærke suget i maven ved tanken - en blanding af håb og frygt. Mon det går? Bærer vingerne?

Et aldeles halsbrækkende eksempel på sådan et stunt findes blandt bramgæs – og det er ikke for sarte sjæle, men hvis du har nerverne til det, kan du evt. se et eksempel ved at klikke på linket til denne naturfilm om de Canadiske bramgæs: https://www.youtube.com/watch?v=rxGuNJ-nEYg

Også vores måde at indrette samfundet på berører i høj grad den slags spørgsmål. Spørgsmål præget af tvivl og håb på, om freden kan holde, når vi er frie og skal stå på egne ben. Før Anden verdenskrig rasede debatterne om demokrati. Og mange var kritiske: Hvordan kunne man overlade magten til folket, som da vel ikke kunne tænkes at være klædt på til sådan et ansvar? Og demokratiet var da heller ikke på nogen måde en selvfølge i de lande, vi i dag opfatter som demokratiske. Nazityskland blev et grumt bevis på det forhold.

Til gengæld betød Anden verdenskrig, da den var nået til sin afslutning, at mange af de kritiske røster imod demokratiet var blevet afløst af langt flere fortalere. Men tilbage stod stadig spørgsmålet og debatten om, hvordan demokratiet skulle se ud og styrkes. Én af de mest kendte røster i den debat herhjemme var Hal Koch. For ham kunne demokratiet ikke alene være et system. Det måtte først og fremmest være ånd (demokratisk sind), altså noget i den enkeltes holdning til vores medmennesker og viljen til gennem respektfuld dialog at finde en fredelig måde at leve sammen på. Og i tråd med sådanne tanker var det også naturligt med et fokus på ungdommens demokratiske dannelse i debatten. Netop det, må minde os om, at vi aldrig må tage demokratiet for en selvfølge. Den demokratiske ånd må gives videre.

Evangeliet er ikke et program for demokratisk dannelse. Det er heller ikke en blåøjet tillid til, at vi kan overvinde vores skrøbeligheder eller undgå egoisme, hensynsløshed og ufred. Og det er heller ikke en illusion om, at vi altid vil søge fredelig og respektfuld dialog med hinanden. Evangeliet ignorerer ikke vore skrøbeligheder, men giver os derimod håb om denne fred og enhed. Evangeliet er troen på, at vi ikke er efterladt alene og uden hjælp med denne skrøbelighed, men at vi netop er blevet givet fredens og enhedens Ånd som en nådegave i dåben - en udholdenhedens ånd, der bliver ved med at håbe og tro det bedste, frem for at frygte det værste. Og det er grundlag for fredeligt og frit fællesskab - at vi tager mod til os og viser hinanden tillid på trods af skrøbelighed. Ja, at vi udholder skrøbeligheden i fredens navn. Det gør vi næppe uden bæven, men vi kan gøre det i tro på, at freden til sidst overvinder ufreden. Vi kan gøre det med håb, som Paulus siger:

"Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os" (Romerbrevet kap. 8, vers 24ff)

Bøn:

Gud, tak, at du beder for os og ikke efterlader os alene.

Mind os om det, når vi føler, at hjælpen er langt væk, og når vi skal finde vej gennem livets både gode og svære tider, og når vi ikke selv har ord til vores bøn.

Og vi beder; når frygt og modløshed rammer os, lad os da huske på dit ord og holde fast i troen og håbet på din kærligheds magt. Kom os til hjælp i vores skrøbelighed, og lad håbet på ny give os mod til at leve i tillid og kærlighed til vore medmennesker.

Amen.

Salme

Man f.eks. kunne synge 289 Nu bede vi den Helligånd. Men her er i stedet en lidt nyere og måske knap så kendt salme:

Helligånd tag mig ved hånden

1. Helligånd, tag mig ved hånden,

vis mig din herlighed,

skænk mig retning og mening,

fyld mig med kærlighed.

 

2. Helligånd, rør ved mit hjerte,

nede hvor livet gror.

Plant dér blidt og sagte

tillid til Jesu ord.

 

3. Helligånd, gør mig nu modig,

opvej min frygt med fred.

Midt i verdens virvar

vis mig min plads, mit sted.

 

4. Helligånd, opklar mig indre,

så jeg kan se igen,

så jeg evner at være

andre en ægte ven.

 

5. Helligånd, tag mig ved hånden,

fremelsk min tak og tro,

lad mig leve af nåden

og altid hos dig bo.

 

Pia Perkiö, 1979

 

 

Ord til St. Bededag

Af Marie Rørbæk

Evangelietekst:

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«

(Matthæusevangeliet 14,1-8)

 

Bededag er sådan en lidt overset helligdag. Måske fordi der ikke knytter sig nogen bibelsk begivenhed til dagen. Havde det ikke været for de varme hvedeknopper, så var den måske allerede afskaffet?
Tidligere havde man bededage spredt over hele året, og det var ikke blot dage til bøn men også til bod. Det vil sige, man bekendte sine synder og bad om tilgivelse. Når der skete store ulykker, som for eksempel da pesten hærgede Danmark, så forordnede kongen, at der skulle holdes en bods- og bededag for at vende krigslykken eller for at afvende sygdommens hærgen.
Når man ikke kan gøre andet, så kan man altid bede. Nu er de forskellige bededag samlet til en dag – store bededag, selv om der er nok at bede om, mere end nok til én dag. Også i år er der grund til at bede, for der er ingen tvivl om, at 2020 har vist sig at være et anderledes år end forventet.

Dagens tekst er en del af bjergprædikenen, hvor Jesus opfordrer til bøn: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer”, siger han og sætter lighedstegn mellem bøn og åbning, mellem det, som vi gerne vil modtage fra andre og det, som vi giver til dem.
Det kan føles ydmygende at bede et andet menneske om noget. Det kræver mod at træde frem og blotte sig og bede om hjælp. Oftest er det nemmest at bede den om noget, som man i forvejen har et godt forhold til. Men det er ikke kun der, at bønnen har sin berettigelse, for bønnen kan helt forandre forholdet mellem os. At bede nogen om noget er at give kærligheden mulighed for at blomstre. Bøn er ikke sådan noget vi bliver færdige med. Det er mere en indstilling til livet, end det er fine formfuldendte henvendelser til Gud. For bønnen er en gave fra Gud, og hvis vi ikke kan andet må vi opgive og sukke, og så beder Helligånden for os.

Bønnens vigtigste gaver er at forstå og erkende, at vi befinder os i et afhængighedsforhold til Gud. At uanset hvad vi måtte stå igennem, så er det ikke vores anstrengelser, alting står og falder med, når det kommer til stykket. Meningen og retningen er måske ikke udstukket på forhånd, men den får mening og retning af de mennesker og de gaver som Gud giver os på vejen.

Bønhørelse kan nogle gange tage sig trangt og snævert ud. Det kan være, at vi bliver afskåret fra muligheder, vi ikke troede, at vi kunne leve foruden. Måske forsoner vi os med tabet af dem, eller måske får vi ligefrem øjnene op for Guds mulighed, som vi ikke så før. Derfor er den vigtigste og ofte også sværeste bøn, som vi kan bede ”Ske din vilje” fra Fadervor.

I bønnen kan man lægge det over til Gud, som man ikke selv kan bære, hvilket er det meste. Det kan gøres alene eller sammen med andre, i handling eller i hjertet, i stilhed eller med ord.

Hvis man mangler ord, er det her nogle forskellige bønner til inspiration. Uensartede bønner, der med en enkelt undtagelse har det til fælles, at de inkluderer den anden eller vores næste i bønnen:

- åbne hænder, som giver det videre, som jeg selv har fået,

- stærke arme, som kan tage fat, hvor der er brug for det,

- sikre fødder, som kan bære mig langt omkring,

- et åbent hjerte, som kan føle med,

- kærlighed, som kan elske uden at kræve gengæld

- håb, som giver tillid

- giv mig din ånd, som gør mig fri.

Efter Heinz Pangels: Vertrauter Umgang mit Gott. 1996.

Herre, Giv mig
- åbne øjne, så jeg ser min næste;
- åbne ører, så jeg hører, hvad min nabo savner;
- åbne hænder, som giver det bedste videre,
- stærke arme, der kan tage far, hvor der er brug for det,
- sikre fødder, der kan bære mig langt omkring,
- et åbent hjerte, som kan føle med
- kærlighed, som kan elske uden gengæld,
- håb, som giver tillid.
Giv mig din ånd, som gør mig fri.
(Heinz Pangels)

Hvor er du en underfuld og kærlig Gud,
der fører os på en forunderlig og fin måde.
Du ophøjer os,
Når du holder os ned.
Du gør os ret,
når du gør os til dine syndere.
Du fører os til himlen;
når du skubber os i afgrunden.
Du giver os sejren;
når du lader være underlegne.
Du trøster os,
når du lader os sørge.
Du gør os glade,
når du lader os fortvivle.
Du lader os synge,
når du lader os græde.
Du gør os stærke,
når vi lider.
Du gør os vise,
når du gør os til tåber.
Du gør os rige, Når du gør os fattige.
Du gør os til herrer,
når du lader os tjene.
(Martin Luther)

Gud, mange er bange, meget er forandret.
I morgen findes ikke nu.
Vi beder dig:
Åbn dagene for os.
Lad os mærke, at vi ikke er alene.
Hjælp os til at passe på hinanden.
Vis os en vej af håb gennem dette mørke landskab.
(Tine Illum)

Vor Herre Jesus Kristus.
Vi bekender for dig, at vi beder for lidt,
eller at vi beder om din velsignelse,
efter at vi selv har ordnet dagens opgaver:
giv os en ny forståelse af bøn.
Jeg skal jo ikke råbe eller tigge,
men tale ud med dig – uden frygt.
Amen
(Gurli Vibe Jensen)

Jeg beder for dem, der bor i urolige huse.
Jeg beder for de plagede,
og for dem, ingen vil noget.
Jeg beder for de rodløse og de fremmedgjorte
og for dem., der mangler barduner.
Jeg beder for dem, der ikke kan dosere sig.
Jeg beder for de selvtilstrækkelige og for dem,
der har lagt sig for smalt ind i livet.
Jeg beder for dem, der har forbrudt sig,
men som ingen gider at kræve til regnskab.
(Bøn nr. 3 af Helle S. Søtrup)

 

Salme

Endelig kan man også bede og synge:
588 ( melodien findes her: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/588)

Herre, gør mit liv til bøn,
tømt for krav og tømt for løn,
fyldt med sandhed, fyldt med ånd.
Fyld med handlekraft min hånd!
Jordens mindste suk og skrig
høres lydt i Himmerig!

Du er nær, min ven, mit værn,
Gud, uendelig og fjern,
nær som hunger og som tørst,
du er sidst, og du er først,
lyset først i verden sat,
lyset i den sidste nat.

Du, den højeste Guds Søn,
ét med mig i angst og bøn.
Ingen vej du kunne se,
da du bad: Guds vilje ske,
da du bad den sidste nat:
Hvorfor har du mig forladt?

Helligånd, Guds åndedræt,
lær du mig at bede ret,
bed for mig, som ikke ved,
hvad der tjener til min fred.
Herre, bær mit suk og skrig
som din bøn til Himmerig!

Johannes Johansen 1989, 1990 og 1994

3. søndag efter påske – 3. maj 2020

Af Ole Bjerglund Thomsen

Evangelietekst:

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader.« 

(Johannesevangeliet 14,1-8)

Guds sted er vores sted, og vores sted er Guds sted

”Hvor bor Gud?” Det spørgsmål stillede vores 5 årige datter i lørdags, da vi var i skoven. Faren forsøgte at svare. Det blev måske lidt langt….Og pigen ville gerne videre, så hun konstaterede med afsluttende stemmeføring: ”Nå, men hvis han bor både hér i skoven, i himlen, hjemme i vores hus, og i Jylland og endda også Betlehem, så må ham Gud virkelig være meget stor?”.

Både børn og voksne har gennem tiderne knoklet med spørgsmålet om ”Guds sted” og hans evne til at være flere steder (allestedsnærværelse). Vi er i tiden mellem påske og pinse. Jesus er opstået, men endnu ikke himmelfaren. For både disciplene, for den første kirke og for os rejser spørgsmålene sig: Hvor er han egentlig nu og i fremtiden? Hvor kan vi møde ham?

Jesu ord fra Johannesevangeliet fortæller os, at vores sted er Jesu sted, og Jesu sted er Guds sted. Han er, hvor vi er. Det gælder lige her midt i livet nu. Og det gælder i evigheden. Det er godt at vide, for så skal vi ikke gå rundt og lede efter Gud. Og dermed kan vi kan trøstes i vores angst for at leve på et gudsforladt sted. For det sted findes ikke.

”Men jeg kan ikke mærke Gud”, hører jeg af og til mennesker sige, som smerteligt er ramt af tvivl og oplevelsen af, at Gud er fraværende. Og nej, det er desværre vores vilkår: Vi kan ikke mærke Gud. Men omvendt kunne man også sige, at det er en befrielse, at vi ikke skal kunne mærke Gud. Hans tilstedeværelse er dermed ikke afhængig af vores evne til at føle og opleve ham.

Guds tilstedeværelse må vi fortælles om, og vi må vi gribe den i tro. Det gør vi ved at lytte til ham, der siger ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, for som Jesus siger, når I kender mig, kender I også min far. Troen på ham er vores vej til fællesskab med Gud. Ikke sådan, at Gud først er tæt på os, når vi tror. Nej, han var der hele tiden, også da vi ikke troede, og da vi kæmpede med tvivlen.

For tiden kan vi ikke mødes i ”Guds hus”. Det er et savn. Ind i det savn må det huskes, at Gud er, hvor vi er. Han er hos os i glæder og udfordringer, i bønner og tanker, selvom vi ikke kan dele dem i kirken.

Gud er altid dér, hvor vi er. - ”Så må han være stor?”. Hertil er svaret: Ja!

 

Bøn

Gavmilde giver, små tings Gud og store tings Gud: Det skyder og springer omkring os. Tak for naturens eksplosion af liv.

Tak for små ting, hverdagen, det nære og de elskelige trivialiteter.

Tak for store ting, det fremmede, festligheder og erfaringsudvidelser.

Vi er her i livet sammen. Tak for de mennesker, der fylder vore dage og timer med mening.

Tak for dem, vi holder af – og tak for dem, der holder os ud.

Vi takker for alle tegn på at høre sammen med andre. Tak for alle de ord, tanker og handlinger, der kan krydse isolationens grænser og få os til at føle fællesskab, varme og samhørighed. 

Hold os fast og fyld os med din ånd, så dit for forvandlingspust giver os mod til at gå nye veje.

Vi beder for alle mennesker: Lad ingen føle sig alene. Lad alle vide, at du er nær.

Må din nåde og nærhed give mennesker mod til at møde både stilhed og kaos, livet og døden.

Brug du os, send enhver af os ud som forårsskud og håbsrespirator i andres liv.

Velsign din kirke ud over hele jorden, så den i forårskuller og åndskådhed lader dit ord flyde til trøst og til glæde.

Velsign vort land og folk, velsign alle lande og folk. Lad folkeslag og nationer stå sammen om tidens udfordringer

Forårets gavmilde Gud, lær os at dele både gave og mildhed, til glæde og gavn for verden.

Amen

 

Salme: Helligånd, tag mig ved hånden (100 Salmer, nr. 836)

Helligånd tag mig ved hånden,

vis mig din herlighed,

skænk mig retning og mening,

fyld mig med kærlighed.

 

Helligånd, rør ved mit hjerte,

nede hvor livet gror.

Plant dér blidt og sagte

tillid til Jesu ord.

 

Helligånd, gør mig nu modig,

opvej min frygt med fred.

Midt i verdens virvar

vis mig min plads mit sted

 

Tekst: Pia Perkiö/Henrik E. Fredriksen

 

 

 

Ord til 2. søndag efter påske - 26. april 2020

Af Anders Damkjer

Evangelietekst:

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

(Johannesevangeliet 10,22-30)

 

Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender

Mange af Jesus-historierne, vi hører til gudstjenester i løbet af kirkeåret, skildrer møder mellem Jesus og nogle skriftkloge eller farisæere. Og sådan et møde finder også sted i denne søndags tekst fra Johannesevangeliet. Disse fortællinger er, som så mange andre af evangeliets fortællinger, ikke alene skrevet for at berette om noget, der engang skete, men også fordi, de har fælles træk med en situation, som datidens læsere befandt sig i. Beretningerne skulle være et ord til trøst, håb, glæde og fred for dem i deres situation. Og det er også med det sigte, vi læser dem til gudstjenesterne i dag. Ord, om evangeliets liv og fred ikke mindst i vanskelige situationer.

I det møde mellem Jesus og de skriftkloge og farisæerne, som vi lige har læst om, tages årstiden til hjælp som et billede på situationen, der udspiller sig i Jerusalem under en festhøjtid. Det er vinter og koldt, og altså ikke bare i vejret, men også i overført betydning. Der er en kold stemning af fjendtlighed, da de truende slår ring om Jesus. For datidens læsere af Johannesevangeliet var det ikke en ukendt situation at stå i. Mange, som bekendte deres tro på Jesus som Kristus, de kendte aldeles godt til denne kulde, sådan som det også i dag er tilfældet for mange mennesker, der forfølges på grund af deres religion. De ville også kunne genkende sig selv i historien, f.eks. fra situationer, hvor efterretningstjenester eller ekstremister indkredser dem og truer dem for deres tro. Ja, når de truer dem på deres eksistens, deres glæde, og når de forsøger at så tvivl og mismod. Med andre ord, når de sår ufred.

Ufred har mange ansigter, både i konkret forstand som konflikt mellem mennesker, men også i en mere generel betydning. Ufred er alt det, der truer og betvivler vores eksistens, tro og glæde, og som truer os med tvivl og mismod. Historien i denne søndags evangelietekst er også et ord om fred ind i disse situationer. Den er et budskab om opstandelseslivets varme og fred, der kan holde stand midt i kulden, et ord til håb om fredens og varmens endelige sejr.

Kristus er hos os med sin fred, som en hyrde, der vogter sine får, og som vil give sit liv for sine får, og som aldrig svigter dem. Det lader Jesus også de skriftkloge og farisæerne vide, men disse ord siges først og fremmest til os, når vi står midt i ufreden, på samme måde, som Jesus, der var omringet. Og når vi står dér, omringet på samme måde af ufred, står han sammen med os og giver os sin fred. 

En anden af søndagens tekster beskriver smukt denne fred, nemlig Salme 23:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod. Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

Det er et stærkt billede: "Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender". Med andre ord, midt i ufreden, som med sin kulde slår ring om os, der er Kristus til stede, som den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene - ligesom hvis der blev dækket et bord, et festmåltid midt inde i ringen af trusler, tvivl og mismod. Det er ikke følelsen af fred, der først og fremmest skildres, men det at Guds nærvær er tilstede med sin fred, også lige der, hvor det eneste, vi kan mærke er ufred. Også der findes den fred, som aldrig vil svigte os. Omvendt, så er det ikke heller ikke en fred, der er uden for vores følelsers rækkevidde. Gud er i Jesus netop nær som et menneske, en hyrde, der stiller sig sammen med os, og som et måltid, vi kan se og smage i livets mange ”glimt fra lysets hjem”, som de kaldes i den kendte morgensalme I østen stiger solen op. Glimt af den fred, som hele tiden er der, og som vi kan tro på - og som lader os føle glæde, livsfylde og mod også midt i livets kriser.

Og må freden, som altid er hos os, også være som et fredens måltid, vi kan se og smage, lige der hvor vi hver især er i denne tid.

 

Salme

1 En flot salme til denne dag og disse tekster er salmebogens 667 Skulle jeg dog være bange. Den kan man lytte til sunget af Betty Arendt og spillet af Peter Arendt (klaver) og Søren Andresen (orgel) via haslevkirke.dk eller ved at følge dette link: https://youtu.be/rRA4g8whsj0 

 

En anden salme til dagen er 168 Hyrden er én, og så hans hjord, som synges på melodien Kirken den er et gammelt hus.

1. Hyrden er én, og så hans hjord,

er end fuldmange hans folde,
enbåren i sin Faders gård
Sønnen skal alting beholde;
Sønnen er sandhed, først og sidst,
virkelig være, her og hist,
kan kun, hvad sandhed besjæler.

2. Kilden er én, og floden med,
er end småbækkene mange,
engene er ved flodens bred
alle de skønne græsgange;
kilde og flod er dåbens ord,
engene er vor Herres bord,
føden er kærligheds fylde.

3. Jesus han er den hyrde god,
som haver hjorden til eje,
dyrt har han købt den med sit blod,
sanket på vildsomme veje;
driver sin hjord han op og ned,
altid med staven »Liflighed«
vogter han flokkene sine.

4. Tidernes løb er sent og sært,
hyrdernes tid synes omme,
dog har os tidens fylde lært,
senest den bedste kan komme;
hyrden, som spået soleklart,
kommer igen med lynets fart,
himmelblå ere hans telte.

Tekst: N.F.S. Grundtvig 1855.

 

Bøn

 

Gode Gud, ved dåbsfadets stille vand kaldes vi dine børn.

Korset som du tegner på os,

tager frygten for alt ondt fra os.

Du leder os med åndens kraft

til et liv i dine grønne enge

hvor du selv vil passe på os.

Vi takker dig

fordi du kommer til os som den store hyrde,

og vi beder dig:

Lad os aldrig tvivle på hvem du er.

Hold vores sanser åbne

så vi kan høre din stemme

og mærke trøstens stav

som du har givet os i hånden.

Lad os altid være hjemme i dit hus,

Fader, Søn og Helligånd,

livets Herre.

Amen.

 

(Bøn af Kirsten Jørgensen fra Gudstjenestens bønner.)

Ord til 1. søndag efter påske - 19. april 2020

Af Marie Rørbæk

Evangelietekst:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Joh 21,15-19

 

Sidste uge fejrede vi påske, men hvilken mærkelig og anderledes påske. Nu er vi på vej videre i livet, sådan som disciplene også er det efter påske. Derfor er det også så fint, at Peter Madsens tegneserie Menneskesønnen (som vi læser med konfirmanderne) slutter med fortællingen om Jesus, der som opstanden vender tilbage til sine disciple. Der i Galilæa møder han dem, i det hverdagsliv med fiskeri, som de har genoptaget og sender dem videre i livet med en opgave.
Disciplene er triste og sorgfulde, for selvom Maria og nogle af de andre kvinder siger, at de har set Jesus, så har de ikke selv set skyggen af ham. De følte sig forladte, og er nok helt ærligt lidt skuffede – var det så bare det?
Lige som vi nu 1. søndag efter påske måske kan tænke: Ja nu har vi fejeret hans død og opstandelse, og hvad så, var det så bare det? Hvad betyder det for mit liv? Det er mindst lige så forvirrende og ensomt som i sidste uge.

Mens disciplene sidder i sorg og fisker eller prøver på det – for de fanger overhovedet ingenting - er der en mand, der taler til dem inde fra bredden. Han siger, at de skal kaste deres net ud til den anden side. Og da de har gjort det, så fanger de fisk som aldrig før, og det går op for dem, at det er Jesus, der står derinde på bredden. Peter springer straks overbord og svømmer ind til ham, og også de andre kommer ind med deres store fangst. Og ligesom skærtorsdag spiser Jesus sammen med dem. Han fortæller dem, at han nu skal tilbage til sin Far i himlen, men at de ikke skal være bange, for Gud vil sende dem Helligånden som en anden vejleder – de skal aldrig være alene. Guds kærlige ånd vil altid være med dem.

Det er nu tredje gang, at Jesus åbenbarer sig som opstanden. Og vi er tilbage ved søen, bålet og fiskeriet. Vi er der, hvor det hele begyndte for Simon Peter, dengang Jesus kaldte ham og de andre med sit enkle ”følg mig”. Vi er tilbage ved udgangspunktet, og det hele er som før, og så alligevel ikke, for i mellemtiden er fiskeren Peter blevet forvandlet til Peter menneskefisker. Og selv han også har vist sig at være en fornægter, bliver han spurgt, om han kan være disciplenes hyrde – deres leder.

 Her ved søbredden erklærer Peter sin kærlighed og får givet en vigtig opgave. Umiddelbart er Peter ikke den mest oplagte kandidat til nu at blive disciplenes hyrde. Og så alligevel, for grunden til, at det er Peter, der er hovedperson i Menneskesønnen er vel, at han er menneskelig? Vi er alle sammen som Simon Peter – mennesker, der lever i brændpunktet mellem vores idealer og livets realiteter. Mennesker, der svigter og mennesker som der alligevel er brug for.

I denne tid åbnes Danmark langsomt igen. Måske kan vi også vende tilbage til vores udgangspunkt? Måske vil alting blive som før? Og så alligevel ikke, for i mellemtiden har vi lært noget om at savne fysisk kontakt, vi har oplevet at blive bange for at coronavirusset vil ramme os selv og vores nærmeste. Måske er vi i denne tid også blevet skuffet over manglende kærlighed og livstegn fra andre? Måske har vi heller ikke selv været så meget for andre, som de og vi kunne ønske?
Vi har alle sammen tidspunkter i vores liv, hvor vi kæmper og står op for det, som vi tror på, og hvor vi rækker ud og hjælper vores næste – både den nære og fjerne. Men vi har også perioder, hvor vi har brug for hjælp og omsorg, har brug for tilgivelse.

Kærligheden er både at elske og at ville blive elsket. Tilgivelsen er både at erindre og at glemme - er både at give og at kræve. Det kommer til udtryk i samtalen mellem Jesus og Peter. De tre spørgsmål minder Peter om hans svigt og fornægtelse, men tilgivelsen er også fremadrettet, det er at stille krav, det er at betro en opgave til at menneske.
Det er ikke kærlighed ikke at kræve noget, men ligegyldighed. Kærlighed er også at stille krav. Det viser Jesus til Peter og til os. At vi både skal elske og lade os elske. Vi skal række ud efter hinanden og både hjælpe og bede om hjælp. Og i vores svaghed, viser Guds styrke sig, så slår opstandelsens forår igennem også midt i vores (nye og anderledes) hverdag.

Følg ham!

Gå hen hvor I arbejder.

Følg ham.

Gå hen, hvor I elsker.

Følg ham.

Gå hen, hvor I har hjemme.

Glædelig påske

 

Salme: Hvad er det at møde den opstandne mester, nr. 249 i salmebogen

 

1. Hvad er det at møde den opstandne mester

i live igen

trods pinen og døden, soldater og præster,

trods svig af en ven?

Det er som at indse det, blændet af tårer:

Hvor var jeg en indskrænket, hjerteløs dåre!

 

2. Det er som at høre en gravengels stemme:

Han er ikke her!

Gå hen, hvor I arbejder, elsker, har hjemme,

han møder jer der!

Det er, som når livet det vender tilbage,

som brød, vi skal bryde, som vin, vi skal smage.

 

3. Det er som disciple på Emmausvejen

alene, skønt to,

at møde en fremmed og mærke forlegen,

hans ord må vi tro;

han udlægger skriften, så hjerterne brænder,

han minder utroligt om en, som vi kender.

 

4. Det er som Maria at se, han er borte,

og briste i gråd

og bede en fremmed i havemandsskjorte

om hjælp og om råd

og høre ham sige: Maria, du kære!

og svare: Rabbuni! Min elskede Herre!

 

5. Det er som fornægteren Simon den Bange,

fortabt i sin skam,

at høre hans tillidserklæring tre gange:

Vogt du mine lam!

Det er som at løftes af mægtige hænder

fra drukning i mørket til morgen blandt venner.

 

6. Det er som forfølgeren Saulus at rammes

af lynild og ord

og standses på vejen og blændes og lammes

og kastes til jord

og tvunget af sandheden sige og skrive:

Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live.

 

7. Det er som forræderen Judas at sidde

i helvedes kval

og mærke en luftning i helvedes hede

så himmelsk og sval

og vide, nu kommer den mester, jeg kender;

til helvede går han for venner og fjender.

 

8. Det er som en ånd gennem lukkede døre

i kød og i blod

der sender os, siger os, hvad vi skal gøre,

og indgyder mod,

så den, der er bange for hån og for stening,

tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening.

 

9. Det er som et forhæng, der rives til side

på højeste sted,

og mesteren står der og gir dig i tide

sin evige fred.

Det er som i lovsang, lyksalig og svimmel,

at se ham som Gud i den syvende himmel.

 

Hans Anker Jørgensen 2000.

 

Lyt til melodien på http://www.salmeanker.dk/salmer-viser/moede-opstandne-mester/

 

Bøn

 

Gode Gud, himmelske Far
Du, som kender enhver os og elsker os, som vi er.
Vi kommer til dig nu i en tid, fuld af uro og bekymring.
Din Søn, Jesus, siger til os, at vi ikke skal frygte, fordi du er med os, uanset hvad der sker os. Alligevel er vi utrygge og bange for, hvad der skal ske. Hjælp os til at lægge vores liv i dine hænder i tillid til, at der er godt og trygt at være. Vi beder for dem, vi kender og elsker, som er syge eller særligt udsatte, og vi beder for alle dem af os, som er ramt på forskellige måder, enten fordi de har mistet deres arbejde, eller deres økonomi er ødelagt, har alt for travlt eller sidder ensomme derhjemme. Herre, vi beder om din hjælp i alle de udfordringer, vi hver især står i lige nu.
Hjælp os til at række ud til hinanden i omsorg og kærlighed på afstand. Vi beder for alt sygehus- og sundhedspersonale og alle der arbejder i vores samfund for at hjælpe og opretholde vores liv og velfærd.
Gode Helligånd, vi beder om din styrke, udholdenhed og visdom i denne svære tid, og fremfor alt så beder vi dig, at du vil bevare os i kærligheden til dig og hinanden. Fyld vores hjem med fred og hold os fast i håbet om, at denne krise en dag vil være slut. Og at livet med dig vil vare evigt. Amen

(bøn fra Ølsted kirke)

Ord til påskedag

Af Anders Damkjer

Kan læses her eller downloades i nyhedsbrevet ved at klikke her

Evangelielæsning fra Matthæusevangeliet 28,1-8

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. (Matthæusevangeliet 28,1-8)

Livet overrasker os

I påsken fejrer vi den selvhengivende kærligheds overraskende styrke, da den påskemorgen overvandt dødens magt. Ja, vi fejrer, at livet overraskede ved at sejre, dér hvor alt så håbløst ud. Og vi fejrer, at livet stadig kan overraske. At vores liv og kærlighed er bundet sammen med den opstandnes liv og kærlighed.

Beretningen om opstandelsen giver et godt billede på overraskelsen, nemlig jordskælvet, som ryster vagterne og kvinderne, da englen kommer til syne for at fortælle, at den korsfæstede, som de leder efter, er opstået fra de døde.

Et jordskælv ændrer landskabet. Det, vi kender og er vant til at færdes i, og det vi forventer at se, når vi ser os omkring. Det er ikke længere, som det var før.

Jordskælv er sjældent godt nyt. Men påskemorgen var det stik modsat. Forventninger om, hvordan livet normalt er, blev rystet og forandret til stor glæde. Større overraskelse findes vel næppe, end den kvinderne og vagterne fik Påskemorgen: Livet havde overvundet døden, og kærligheden havde overvundet had og afvisning.

Det er vanskeligt at sætte sig ind i denne overraskelse. På den ene side, var vi der jo ikke. Og på den anden side har budskabet jo lydt i årtusinder. Og mange af os har hørt historien igen og igen. Nu må overraskelsesmomentet vel snart være aftaget for nogen, skulle man mene. Men med budskabet om livets sejr over døden, forholder det sig anderledes.

Selv de første mennesker, der stod midt i epicenteret, havde ifølge evangelisten hørt om det før. Men de havde ikke forstået det. Og det er heller ikke noget, man kan begribe, som om at livets sejr over døden, var en ny viden, man bare lige skal høre om og tilegne sig, for derefter at være færdig med den nyhed. Opstandelsen er et budskab, der til alle tider bryder med vores forstand og erfaringer.

Og lige den morgen, på vej hen til graven, var enhver tanke om opstandelse trængt langt i baggrunden. Om bag ved de sorgfulde og mismodige tanker, der fyldte alt. For kvinderne lignede det netop en verden, hvor livet er underlagt dødens herredømme. En verden, hvor den selvhengivende kærlighed bliver udnyttet og misbrugt. Et samfund, hvor vinderne er dem, der først og fremmest tager vare på deres eget. 

Og vagterne, de stod ved graven som en slags vogtere over dén verdens logik. For alt andet var en farlig tankegang. En ansporing til oprør. Men opstandelsens budbringer rystede dem alle, både vagter og kvinder. Alt blev vendt på hovedet. Vagterne blev som døde. Kvinderne fyldtes af glæde.

Noget af det gode og spændende ved en bog eller en film er netop overraskelsen. Der, hvor man bliver overrumplet og revet med i det uforudsete. Og derfor er det jo også afgørende, at man ikke afslører handlingen for andre, så de går glip af dén oplevelse! Men med påsken er det anderledes. Det er en overraskelse, der ikke kan fortælles og afsløres på samme måde. Påsken kan ikke blive til en gammel nyhed, der tager al gnist, og nysgerrighed og forventning fra os. Tværtimod.

Opstandelsen er ikke en engangsoplevelse, men en begivenhed, vi lever af. En begivenhed, vi aldrig helt kan begribe eller blive færdige med. Den er et livsmåltid at vende tilbage til. Bølger fra opstandelsens rystelser udgår fra påskemorgen og breder sig ud i livets kroge, og de tager form på utallige og skønne måder i tilværelsen. Både i stort og småt ryster og forandrer opstandelsens vores landskab, og lader glæde og håb vokse frem midt i sorg og mismod. Og det er en begivenhed, der til stadighed ryster "gravens vogtere" - hvad enten, det er vores egne "indre vagter", der i tankerne trænger håbet i baggrunden, eller om det er ydre knugende omstændigheder, der ikke vil slippe håbet og livet løs.

For mange menneskers vedkommende er foråret et af de steder, hvor vi fornemmer opstandelsens rystelser. En tid, hvor livet spirer og fuglesang vækker os om morgenen som en modsigelse af efterårets og vinterens tavshed og visnede liv. Vi ved det jo godt, at foråret kommer, og alligevel rammer det os.

Påsken er også nutid. En tid, hvor vi kan overraske og ”ryste” hinanden med liv! Hvor vi kan lade kærligheden finde vej med liv og opstandelsesglæde til vores medmennesker med små og store livsbekræftende overraskelser. Måske bare med noget så enkelt som et gækkebrev? Selv om vi måske har regnet ud, hvis navn prikkerne dækker over, så overrasker det alligevel, når vi modtager brevet som et af livets små men kraftfulde kærlighedstegn. Et kærlighedstegn, der kan bringe så meget mere liv og glæde, end hvad et lille brev kan syne af. Men vores tid er også for de store rystelser og overraskelser. At vi lader troen og håbet på opstandelsen indgyde mod til at give os selv hen for hinanden – troen på, at vi derved ikke mister noget, men overraskes af påskens store glæde.

Glædelig påske!

Salme: Stat op, min sjæl, i morgengry

1. Stat op, min sjæl, i morgengry!

Lad søvn og sorg og frygt nu fly,

lad al din klage blive borte,

thi her er nyt fra dødens porte!

O salig påskemorgenstund

med guld i mund!

 

2. Afvæbnet nu og ødelagt

for evig er al Helveds magt;

thi han, som var af døden fangen,

er med triumf af graven gangen.

O salig påskemorgenstund

med guld i mund!

 

3. Stands, dybe hjertesuk i løn!

En morgenrøde himmelskøn

sig hvælver over dem, som sove

i sorten muld og under vove.

O salig påskemorgenstund

med guld i mund!

 

4. Syng, menighed, syng frydesang

med ånderøst og hjerteklang,

gak syngende din ven i møde,

som kommer til dig fra de døde!

O salig påskemorgenstund

med guld i mund!

 

5. Kom, hjerte, med hvad dødt du har,

hvad du med sorg til graven bar,

gak med det alt til ham, som døde,

men levende dig nu vil møde!

O salig påskemorgenstund

med guld i mund!

 

6. Guds Himmerige er jo dit;

vent, hjerte, vent endnu kun lidt,

da døden opslugt er til sejer,

og evigt liv i alt du ejer.

O salig påskemorgenstund

med guld i mund!

Mel.: Thomas Laub 1909

Tekst: W.A. Wexels 1858.

 (Du kan lytte til salmen med orgel og menighedssang på Trinitatis Kirkes hjemmeside: https://www.trinitatiskirke.dk/musik/menigheden-synger/paaske/ )

 

Bøn

 

Opstandne Herre Jesus Kristus!

Lovet være du til evig tid,

for du gik ind i mørket

og tændte håbets glød.

Du gik ind i døden og brød dens magt.

Du gik ud i vores liv

og fyldte vores dybeste ensomhed

med liv og nærvær.

Vi takker og priser dig med alt,

hvad der kan juble og synge i os,

og den tak skal lyde i himmel og på jord

fra evighed til evighed.

Amen.

 

Bøn af Holger Lissner fra ”Kollekter og bønner”

 

Ord til langfredag

Af Marie Rørbæk

Kan downloades i nyhedsbrevet ved klikke her

Lektie fra Salme 22, 2-22a:

Salmisten skriver:

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro. Du troner som den hellige, du, som Israel lovsynger. Vore fædre stolede på dig, de stolede på dig, og du udfriede dem. De klagede til dig og blev reddet, de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme. Men jeg er en orm, ikke en mand, en skændsel for mennesker, foragtet af folk. Alle, der ser mig, spotter mig, de vrænger mund og ryster på hovedet: »Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham, han må redde ham, han holder jo af ham!« Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv og gav mig tryghed ved moders bryst. Til dig var jeg overladt fra min fødsel, fra moders liv var du min Gud. Hold dig ikke borte fra mig, for nøden er nær, og ingen hjælper mig! Stærke tyre omgiver mig, Bashanbøfler omringer mig; rovgriske og brølende løver spærrer gabet op mod mig. Jeg er som vand, der hældes ud, alle mine knogler falder fra hinanden, mit hjerte er som voks, det smelter i livet på mig. Min gane er tør som et potteskår, min tunge klæber til gummerne, du lægger mig i dødens støv. Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine knogler. De ser på mig med skadefryd, de deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning. Men du, Herre, hold dig ikke borte, du, min styrke, skynd dig til hjælp! Red mit liv fra sværdet, mit dyrebare liv fra hundene, frels mig fra løvens gab, fra vildoksernes horn!

Evangelielæsning fra Markusevangeliet 15,33-39:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

 

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig

En særlig bog sælger vildt lige nu. Det er højskolesangbogen, der for første gang har fundet vej til bøgernes bestsellerliste. Dette overrasker højskolesangbogsudvalgets formand Jørgen Carlsen, idet der kun er otte måneder til, at der udkommer en ny højskolesangbog, og han peger på blandt Phillip Fabers morgensang som en grund til, at der bliver sunget så meget nu. Fællessangen kan give den følelse af samhørighed, som mange savner.

Undersøgelser af korsangere viser, at de efter at have sunget har mere oxytocin i kroppen. Det er det hormon, som man kalder krammehormonet, så sangen kan måske kompensere for et kram. Samtidig kan vi i sangen få udløb for mange følelser, fordi der findes så mange forskellige genrer inden for sang.

Det siges, at når mennesket er alene med Gud, så falder det ind i sit modersmål. Og sang, sagde violinisten Yehudi Menuhim, er modersmålet for alle mennesket. Før barnet lærer at tale, så nynner og synger det, når det leger helt optaget af sig selv. I nogle kulturer synger folk farvel, når de føler, at den sidste time er kommet. Det er sang, der gør os til en person. Det latinske ord person kommer fra personare – per(gennem) sonare (lyd). Lyden er ved os sproglige mennesker ikke blot lyd men også ord og rim, ja musik.

Måske er det derfor, at nogle af Jesu korsord er et citat fra en salme af David: Min Gud, min hvorfor har du forladt mig.
Måske råbte Jesus ikke salme 22? Måske sang han? Som en forløsning, som en måde at samle sig og indse, at man på en og samme tid kan have modsatrettede følelser. Salme 22 er både en lov- og en klagesalme. Det er en rosende salme til den Gud, der er har forladt os.

Musikgenren blues indeholder den samme kombination af sorg og tillid, behov og håb? Herre, jeg føler mig blå, Gud, jeg er ked af det.
Blues er oprindelig en spirituel sang, sunget af slaverne. I blues udtrykte de alt, hvad de led og savnede, hvad de håbede på, og hvad holdt dem i live.

På samme måde kan vi i denne tid have brug for at synge med Phillip Faber og synge for os selv. Synge en blues, der på én gang udtrykker vores bekymring for de ældre og de fysisk udsatte og vores håb og længsler om, at alting må blive godt igen.

Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro.

Salme 22 har ligesom blues et ansigt, hvor den ene halvdel ligger hen i mørke og den anden er oplyst af længsel. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Forladthed lyder som om, at Gud ikke længere findes.
Men spørgsmålet vidner også om det modsatte, for Kristus på korset beder til Gud, taler til Gud, vender sig mod Gud, også når han ikke føler Gud som nærværende.

Sådan kan vi også som Kristus synge en blues. Gud, hvor er du nu i denne mærkelige tid? Er du der stadig, selv for mig? Vil du gribe ind eller holder du dig væk? Sangen kalder på Gud, men den kalder også på os, og holder os fast. I sangen er der plads til skrig og sorg men også boblende forventning. I sangen får vi afløb for den melankoli, som selv-isolationen fører med sig.
Da Jesus hang på korset, sang han en livets sang.

Måske vi nu, hvor vi sidder på hver vores karantæne-ø, kan opleve og genkende noget af den samme meningsløshed og gudsforladthed, som Jesus oplevede på korset. Men Gud er hverken usynlig eller fraværende. Han kom til jorden som et menneske, der døde på et kors, og som sang og råbte i smerte og angst, og derfor er Gud også i lidelsen.
Så lad os i stedet for at råbe på Gud, så synge med hans nærværende søn, Jesus Kristus, vores bror, der viste os, at efter gravens mørke kom opstandelsen og livet.

Glædelig påske!

Salme: Min Gud, min Gud

1 »Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det var dit sidste råb, min bror,
den dag, da smerten blev for stor,
da du blev tvunget helt i knæ
og naglet fast til korsets træ:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

2 »Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det var dit skrig i dødens vold,
da solen sortned klokken tolv,
og man ku' høre mørket le,
indtil du råbte klokken tre:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

3 »Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det råber jeg, når alt blir sort,
når én, jeg elsker, rives bort,
når ensomhed og angst og vold
gør verden her langfredagskold:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

4 »Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det høje skrig, det dybe råb,
er hjertets trøst og verdens håb.
Det slår med nagler fast, at du
er ét med dem, der råber nu:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

5 »Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det er dit råb fra jordens små,
fra dem, som magten tramper på,
fra dem, der kender korsets gru,
fra alle dem, der råber nu:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
forladt mig!«

6 »Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det råb er Himlens ramaskrig
mod fjendemagt og vennesvig.
Det tvinger alle os i knæ
for dig, som nu er livets træ:
»Min skyld, min Gud, min skyld, min Gud,
forlad mig!«

7 »Min Gud, min Gud,
hvorfor har du forladt mig!«
Det skrig, det siger mig, min bror,
når smertens byrde blir for stor,
når jeg er allermest forladt,
ja, selv i dødens sorte nat,
selv da har ikke du, min Gud,
forladt mig.

Melodien kan findes her: https://dendanskesalmebogonline.dk/salme/197

Bøn

Jesus Kristus, vores bror!
Med dig synger vi og overgiver os til Gud.

I din lidelse og død genkender vi vores egen magtesløshed.
Vi kender dit desperate råb, men styrk du os med din tro, så vi ikke føler os forladte.

Når en virus bryder hverdag og samfund op, så rammes vi af bekymring,

og vi mærker frygt,

fordi vi kender til mennesker,

som den nye virus særligt vil true;

dem tænker vi på,

dem beder vi for.

Vi beder for dem, for hvem en uro

har smøget sig ind under tanken,

under søvnen, under livet,

og for dem, for hvem al gøren i verden

er blevet til en væren i venten.

Vi beder for dem, der er ensomme og føler sig forladt.
Vi beder for de syge og for dem, der snart skal dø.

Vi beder for alle, der beder for, at deres håb må blive til virkelighed.

Og vi beder for os selv:

Lad os mærke din nærhed og

din kærlighed, som er stærkere end døden.

Og stærkest, når vi er mest forladt.

Amen.

Palmesøndag: Løft hovedet og gå ind i ukendt fremtid

Af Ole Bjerglund Thomsen

(Kan downloades som pdf, klik hér)

På søndag indleder vi påskeugen. Desværre ikke med gudstjenester i vore kirker i Haslev og Freerslev. Men I, der måske kunne have forestillet jer at sidde på kirkebænkene, får her dagens evangelietekst og nogle præstetanker knyttet til ind i coronatiden.

Teksten er fra Johannesevangeliet og indledes med beretningen om Jesus på besøg i Lazarus´ hus, hvor Maria salver ham og på den måde både ærer ham og samtidig forudsiger hans lidelse og død. Men denne refleksion lægger sin vægt på sidste del af teksten, som handler om Jesus, der kommer ind i Jerusalem.

Johannes 12,1-16:

Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
                      Hosianna!
                      Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
                      Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
                     
Frygt ikke, Zions datter!
                      Se, din konge kommer,
                      ridende på et æsels føl.

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham.

Vær ikke bange men gå videre

Teksten taler direkte til alle os i både Freerslev og Haslev, men også nationalt og globalt, som lige nu med god grund kan være frygtsomme i forhold til både sundhed, bevægelsesfrihed, forsamlingsmuligheder, familie, job og så videre. Budskabet er: Frygt ikke! Eller: Vær ikke bange, som den nye oversættelse af Biblen siger. Når vi ikke skal være bange, er det ikke fordi, der ikke er noget at være bange for. Der er skam meget. Men der er én, der er gået foran os ind i det ukendte og bekymrende.

Lige nu står vi over for en udfordrende tid, som må gennemleves eller gennemvandres. På samme måde er påsken en vandring. Den indledes med palmesøndags vandring mod Jerusalem. Hele påsken rummer fortællingen om, at lidelse og modgang findes. Men når lidelse gennemleves og bæres, kan det blive til nyt liv

Jesus var på rejse mod Jerusalem til påsken. På én gang en velkendt rejse for en jøde og samtidig så ukendt, for han vidste, at noget hæsligt ventede ham. Han er på vej ind i forhånelse, lidelse og død. Alligevel vandrer han videre. Uden at stoppe op og kalkulere. Uden at gøre omveje på udkig efter undskyldninger for at lade være med at gøre det, han skal. Uden at forsøge at komme tilbage til det, der var. Han tager situationen på sig.

Lige nu er vi som individer og fællesskab på vej ind i ukendt fremtid. En epidemi og nogle følgevirkninger, som er uforudsigelige. Hver især har vi prøvet meget gennem vores liv – og jeg ved, at mange af jer, der læser dette, har mange flere års livserfaring, end jeg har. Men ingen af os har prøvet noget lignende. Alligevel skal vi ikke frygte.

Beretningen om Guds søn, der ukueligt vandrer videre på æselryg ind gennem det, der skal blive lidelsesfuldt, er en god ledsager for os ind i epidemier og mange andre mørke sider af menneskelivet, hvor vi møder modgang og står i usikkerhed. Vi skal nemlig også vandre ukueligt videre. Palmesøndag hjælper os til realistisk at se øjnene, at der foran os kan ligge modgang, lidelse, og utryghed – eller i hvert fald noget uventet og uprøvet. Det hører livet til.

Men den taler også opmuntrende til os om at vandre videre, for der er én, der har vandret foran os ind i det ukendte. Og hans vandring er det helt afgørende, for han er Guds egen søn. Og når netop hans vandring skal dulme vores frygt, er det fordi han stod vandringen  igennem for os.

Når vi i denne tid oplever, at vores billede af fremtiden krakelerer, og når grunden under os gynger, så vi måske ikke har lyst til at tage det næste skridt, skal vi huske, at påsken ender med fornyelse. Det skal fylde os med tillid til ham på æslet. Det skal fylde os med håb, så vi løfter hovedet og vandrer videre.

Og på flere måder skal vi løfte vores hoveder. Især når og hvis vi, der faktisk har det helt godt, rammes af bekymringer, som ret beset er små. Også i denne tid. Vi skal løfte hovedet for at kigge ud i verden og dér få øje på, at der er samfund og enkeltmennesker, som lige nu er virkeligt hårdt pressede – og som har det meget sværere, end vi har. Det skal vi bruge til at perspektivere vores egen situation og hæve os op over hverdagens småproblemer under nedlukningen.

Endelig skal vi løfte vore hoveder og vandre videre for at gå med i hinandens lidelse. Vi skal vandre vejen med hinanden, der hvor livet er svært og tungt. Som Jesus vandrede videre frem mod det, der skulle blive svært, skal vi heller ikke vige tilbage, selvom vi ser, at vores vej kan få omkostninger. For eksempel fordi vi er ved at komme så tæt på et andet menneske, at vi kan risikere at få ansvar. Vi skal gå videre også dér, hvor det kan komme til at koste os noget.

Ja, faktisk skal vi gå i Kristi fodspor, og ligesom han vandrede ind i Jerusalem for at tage sit kors på sig, skal vi vandre videre og tage det kors på os, der er vores. Nemlig byrden fra andres liv. Vi skal bære med på hinandens liv – i både glæde og modgang. Det er værd at huske, ikke mindst her under nedlukningen, og ikke mindst i Haslev og Freerslev, hvor vi kender hinanden og nok godt ved, hvem der har brug for os.

Så lad os indlede påsken med den opmuntring, at Jesus vandrede ind i det ukendte for os, og med den påskepointe for øje, at det ender godt. Vejen er gået for os, og den ender i påskemorgens fornyelse. God påskeuge!

 

En salme til dagen

Mange ville på en palmesøndag glæde sig til at synge ”Se, hvor nu Jesus træder”, om Jesu vandring ind mod det, der bliver hans skæbnetime. Den finder man som nr 176 i Den Danske Salmebog.

Hér vil jeg også gerne pege på den lille salme af salme af Helge Severinsen, nr. 57 Herre, fordi du. Den sætter ord på at Jesu vandring ind i lidelsen netop viser os, hvem Gud er. 

Herre, fordi du

ikke lod guddomskraft

smede til krone,

derimod valgte

hånsord og fattigdom,

ved vi, hvem Gud er.

 

Herre, fordi du

lydigt gik vejen ud,

døde på korset,

ved vi, hvad sejr er,

ved vi, hvad vælde er,

ved vi, hvad Gud er.

 

Herre, fordi du

var hos de pinte her,

var hos de dømte,

ved vi, at ingen

ensomhed findes mer,

ved vi, hvor Gud er.

 

Derfor skal alle

martrede, døende,

alle de dømte

sige med alle

hellige, salige:

Jesus er Herre.

 

Derfor skal alle

verdener, væsener,

alt, som har været,

er og skal komme,

hin dag bekende det:

Jesus er Herre.

 

Skulle du have lyst til at høre en menigheds fællessang, kan du finde en række salmer her, indspillet i Trinitatis Kirke, hvor menigheden synger med. Desværre ikke på ovenstående salmer, men mange andre gode.