Tekster og prædikentanker til jul og nytår 2020

Her finder du Haslev og Freerslevs præsters refleksioner til søndage og helligdage

Ord til juledag

Af Ole Bjerglund Thomsen

 

”Da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: ”Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os”. De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. [….] Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.” (Luk. 2,15-17;20)

 

En krybbe

I mange danske hjem står der en julekrybbe. Det kan være en opstilling af forskellig størrelse med flere eller færre figurer. Som regel er der altid Den hellige familie, altså Maria, Josef og barnet. Tit er der også en  stald, måske selve krybben. Og til nogle julekrybber hører der en hel flok af hyrder, får, vismænd og engle. Du, der læser dette nyhedsbrev, har måske også en form for julekrybbe, eventuelt bare en figur af Maria med barnet.

Julekrybber, kunne man jo tænke, var mest for børn. For mit eget vedkommende må jeg sige, at jeg som barn syntes, julekrybber var kedelige at se på. Figurerne er jo oftest udtryksløse og egentlig ubrugelige. Til gengæld synes jeg som voksen, at det er ganske smukt og stærkt med de enkle opstillinger af julenats begivenhed. Så derfor vil jeg i denne lille refleksion invitere dig med en tur hen til krybben.

At holde jul ved krybben

Evangelisten Lukas fortæller om, at hyrderne gik hen for at se barnet i krybben. Hvordan var det mon at stå der. Mange af os har prøvet at se en nyfødt. Det er nærmest magisk. Man bliver tavs og ydmyg. En lille skabning, der før ikke var i denne verden, har nu pludselig brudt ind i vores virkelighed. Hvor meget mere må hyrderne så ikke være blevet tavse og handlingslammede. Det var jo ikke bare et tilfældigt barn, det var selve Guds søn – i hvert fald ifølge det, englene havde forkyndt for dem ude på marken.

Prøv at forestil dig, at du har hørt budskabet om et ganske særligt barn, der skal fødes. Og nu har du som hyrderne taget mod til dig for at gå hen til den stald, hvor stjernen hænger over. Du står uden for døren – men skal man banke på? Kan man tillade sig at gå ind? Det er jo en ganske privat situation at have fået et barn. De nybagte forældre har da krav på lidt enetid. Nu banker du alligevel på, der lukkes op, og du går ind. Og dér, lige foran dig, i en krybbe, hamret sammen af gamle planker, ligger et lille barn. Helt rynket endnu, helt skrøbeligt, så smukt, og så sært. Hvad mærker du? Og hvad gør du? – For du har vel ikke fået nogen gave med?

Læg din gave i krybben

Men gave. Hvad er meningen? Hvis det faktisk er Guds søn, der ligger dér, så har han jo ikke behov for hverken en nyindkøbt rangle fra Ønskebørn eller zinksalve fra apoteket. Men hvilken gave skulle man så give ham? Måske sit hjerte? Måske sin tillid? (se salmen nedenfor, hvor Poul Gerhardt digter om at give sit hjerte til barnet i krybben).

Den sande julefejring: At lægge stolthed og tomhed fra sig ved krybben

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer skriver i en julerefleksion om, hvad billedet af Guds søn der i krybben, vil gøre ved os. Han siger:

”Hvem af os fejrer rigtigt jul? Jo, det gør dén, der lægger al vold, al ære, al anseelse, al tomhed, al hovmod og al egenvilje fra sig ved krybben [….], dén, der i barnet i krybben får øje på Guds herlighed i det laveste.”

Altså, at fejre jul er, åndeligt set, at forestille sig, at man går hen til krybben, og dér aflægger man sig sin selvoptagethed. Sikke en fejring! – Men ærligt talt også en svær øvelse. Men måske en god øvelse! Lad os prøve. I det mindste at gøre overvejelsen: Hvad har vi at lægge fra os dér ved krybben? – og måske er det gave nok til den lille, hvis Hans fødsel får os til at glemme lidt af os selv og huske lidt mere af omverden. Glædelig jul ved krybben!

Salme til dagen

Paul Gerhardt har skrevet en juledagssalme, nu genudgivet i salmebogstillægget ”Kirkesangbogen”. Den taler stærkt om at komme til krybben:

1. Jeg kommer til din krybbe her,

mit liv, min Jesus lille,

min gave jeg til dig frembær

og gerne skænke ville;

hvad selv du gav, jeg giver nu

til dig, mit hjerte sjæl og hu,

lad det dig velbehage.

 

 2. Du kaldte frem mig ved dit ord

til dagens lys at møde,

og før jeg end blev født til jord,

du lod for mig dig føde;

før jeg blev dannet ved din hånd,

du havde fattet i din ånd

dit råd til min forløsning.

 

3. Jeg sad i mulm og dødens magt,

du kom, min sol, du klare,

og har til min elende bragt

Guds nåde åbenbare.

0, klare sol til mørket sendt,

som troens lys i mig har tændt,

hvor dejlig er din stråle!

 

4. Med hjertens glæde jeg dig ser

og kan ej mæt mig skue,

ej andet vil og kan jeg mer

end dig, mit liv, beskue;

o, var mit sind det store hav,

min sjæl en afgrunds dybe grav

til dig at kunne rumme!