Bibelske figurer
Schwarzenberg– figurernes oprindelse
I sommeren 1964 udviklede den katolske ordenssøster Anita Derungs den første bibelske figur.
Ønsket var at fremstille bevægelige julekrybbefigurer, som let kunne laves i den enkelte familie, for på den måde at udbrede det glædelige budskab om Jesu fødsel.
I samarbejde med et katolsk kvindeforbund, der har hjemsted i Schwarzenberg tæt på Luzern i Schweiz, videreudviklede Anita Derung figurerne - heraf navnet Schwarzenberg-figurer.
Allerede i efteråret 1964 holdt man de første kurser i fremstillingen af figurerne. I løbet af årene udbredtes figurerne til især Østrig og Tyskland og takket være et schweizisk-svensk giftermål kom figurerne til Sverige.
Efter uddannelse på Den Danske Diakonissestiftelse medbragte kirke- og kulturmedarbejder Ellen Faber Jørgensen projektet til Haslev kirke. En gruppe af frivillige stod for fabrikationen af figurer og tilbehør. Samlingen bliver jævnligt suppleret og vedligeholdt. Samlingen sættes i tableauer ved diverse gudstjenester, samt bruges i det religionspædagogiske arbejde.
Har du lyst til at være en del af gruppen omkring figurerne kontakt:
Kirke- og kulturmedarbejder
Anette Hinge
Tlf. 5185 7863


