Børn i gudstjenesten

Vi har særlige gudstjenester for børn (se under Børn og unge). Men også ved almindelige gudstjenester søndag formiddag er børn meget velkomne i kirken.
Når der er barnedåb inviteres børn til at gå foran dåbsbarnet ind i kirken med lys i hænderne. Det er en flot åbning på gudstjenesten, som er til stor glæde både for børnene og for alle os voksne! Børnene har også en naturlig plads omkring døbefonten, når det lille dåbsbarn skal døbes.
Under prædikenen tilbydes børnene et lille ”frikvarter” i kirkehuset. Når vi efter prædikenen fejrer nadver, er børnene meget velkomne til at være med sammen med deres voksne. Vi bruger alkoholfri druesaft i Haslev Kirke.
Skulle du som voksen have lyst til at give en hånd med omkring vore børn i gudstjenesten, kan du henvende dig til kirke- og kulturmedarbejderen eller præsterne.
Er man i kirke med små børn på en søndag, hvor der ikke er barnedåb, kan man selv benytte kirkehuset. Her er legetøj mm. Derudover findes små rygsække i kirken til de aller, mindste, hvis tiden skulle blive lidt lang. Disse er produceret af vores frivillige nørkledamer, som sprudler af kreativitet og kærlighed til de små børn.