Du er her: 

Litteraturcafé med langdigt om døden

Fredag d. 24. januar kl. 19.30 besøger forfatter og litteraturforsker Søren Fauth Haslev Kirkes Litteraturcafe med sin seneste udgivelse ”Digt om døden”.

Døden vedkommer os alle. Men kan man skrive om den? Og kan man digte om den? Det gør Søren Fauth i et langdigt, som handler om hans egen far, der stadig lever. Men i virkeligheden handler digtet meget mere om livet end om døden. Det handler om, hvordan vi er her sammen – at det er berigende, men også svært. Døden kom tæt på, da Fauth mistede sin søster, som var alvorligt syg, og han fik blik for, at der er noget, der er vigtigere i livet end arbejde.

 

Denne aften læser Søren Fauth op fra ”Digt om døden”, og han fortæller om tilblivelsen af bogen. ”Digt om døden” er også en samfundskritik, et eftertænksomt blik på en tid, der sætter effektivitet i højsædet og samtidig risikerer at minimere mennesket til en linje i et Excel-ark.

 

Undervejs er der pause med ost, pølse, brød og vin – og derefter går det videre med mulighed for drøftelser og spørgsmål. Litteraturcafeen finder sted i Haslev Kirkes Kirkehus, Kirkepladsen 8 A, Haslev. Entré kr. 100,-.

Del dette: